uKirke giver dåben frie rammer

Marie Gøgsig Grau sidder i en blød sofa lige foran prædikestolen i uKirke på Vesterbro. Hun er mor til Johan på syv måneder, som blev døbt i kirken d. 16. september i fin skjorte og omgivet af familien fra Jylland. Det var en fantastisk dag, fortæller Marie Gøgsig Grau, der samtidig forklarer, at Johan var tæt på ikke at blive døbt. Hun og kæresten Thomas var nemlig i tvivl, om deres førstefødte skulle døbes, og de brugte lang tid på at beslutte sig:

- Vi synes, at folkekirken er et vigtigt fællesskab at være en del af. Men vi snakkede rigtig meget om det, og vi var i tvivl. Vi har ikke nogen tilknytning til den lokale kirke, så hvorfor skulle vi få Johan døbt der? Thomas synes, at dåben er en smuk tradition, hvor man fejrer det nye liv. Det synes jeg også, men jeg var nok mest til navngivning, fortæller Marie Gøgsig Grau, der synes, at man som forældre er forpligtet til at reflektere over, hvad man gør, når man får sit barn døbt.

Marie Gøgsig Grau er opvokset i Nordjylland og deltog som KFUM-spejder i børnegudstjenester. Hun kommer i folkekirken til de store begivenheder og har også deltaget i fx gospelgudstjeneste. Folkekirken er altså ikke fremmed for hende, men når hun sagde ja til dåben, var det fordi, Johan kunne blive døbt i uKirke. Hun kendte nemlig kirken fra et halvt år som specialestuderende. uKirke har 5 pladser til studerende, og Marie var heldig at få en af dem. Med pladsen kom frokostpause med præsten, Thomas Nedergaard, samvær med uKirkes unge brugere og pligt til at være frivillig til et månedligt arrangement. Den ordning var Marie Gøgsig Grau glad for, og det gav hende et nyt blik på folkekirken:

- Jeg så, at uKirke er en anden måde at lave kirke på, og det fik mig til at vælge dåben. Det var fedt at kende præsten, og i uKirke er der en nyfortolkning af kirken, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg snakkede med Thomas præst om dåb, da mit speciale var færdigt, og jeg skulle aflevere nøglen til kirken. Jeg var højgravid, og jeg mente, at hvis Johan blev døbt, så skulle han også kende historien. Der følger et ansvar og nogle forpligtelser med, men Thomas præst sagde “ro på. Det kan gøres på mange måder”, så den hat lagde jeg væk, fortæller hun.

Frie rammer

Thomas Nedergaard fik lov at døbe Johan, og han fortæller, at dåb er gået hen og blevet en ret almindelig begivenhed i uKirke. Fra august til december 2017 er der fx 12 dåbshandlinger planlagt indtil nu, selvom dåb slet ikke var noget, man fra starten troede, at uKirke skulle rumme. En af grundtankerne i uKirke er nemlig, at her ikke skal være begivenheder, som ligeså godt kan foregå i en anden af Vesterbro sogns mange kirker. Men man fandt hurtigt ud af, at der var efterspørgsel:

- Vi fandt ud af, at vi i uKirke når nogle mennesker, der ikke kommer i kirken i forvejen, men som gerne vil have deres børn døbt. Det skal bare ikke foregå i kirken kl. 10. Indholdet køber de ind på, men det stive udtryk vælger de fra, forklarer Thomas Nedergaard og uddyber:

- I uKirke er vi lykkedes med at give slip på de dele af den traditionelle folkekirkekultur, der ikke giver mening for unge. Unge vil gerne snakke om og forholde sig til tro, men kun hvis vi kommunikerer ind i deres kultur og skræller artefakter som fx præstetøj og salmer væk. Man skal på ingen måde give slip på indholdet, men man skal turde se på formen og ruske den. Vi skal turde give slip og invitere nye kulturer ind.

Det gør man i uKirke. Når der er dåb, er det forældrene selv, der gør kirken klar, pynter op, står for musikken - og rydder op igen, når det hele er slut. I uKirke gør man nemlig ikke noget uden at inddrage dem, der deltager, og det er en del af charmen, mener Marie Gøgsig Grau:

- Det betød helt sikkert også noget, at vi selv kunne vælge fx sange. Vi havde frie hænder, og hvem vil ikke gerne gøre dåbsdagen til noget helt særligt?, spørger hun. Erfaringerne fra uKirke tyder på, at det er der mange, der gerne vil.