På facebooksiden "Dåbsgaven" ligger der små film fra dåbskampagnen, som Frederiksberg Provsti står bag. Illustration: Screenshot fra "Dåbsgaven" på facebook.
Frederiksberg Provsti kørte i foråret 2017 en kampagne rettet mod forældre på facebook. Små film skulle starte en debat om især de tanker, der kan føre til et fravalg af dåb
I foråret 2017 delte Frederiksberg Provsti hver søndag i otte uger en ny film på facebooksiden ”Daabsgaven”. Målet var at komme i dialog med lokale småbørnsforældre via små film, hvor både kendte og ukendte forældre fortalte om deres overvejelser i forbindelse med dåb. Andres tanker kunne på den måde være et afsæt for en dialog i de små hjem om dåb, og filmene kunne også byde ind med vinkler og viden, som forældrene ellers ikke ville have haft med i deres egen snak om dåb.
Filmene blev i kampagnens løbetid præsenteret på i alt 419.225 personers facebookvægge. 166.349 gange blev filmene set i tre sekunder eller mere. Rigtig mange er altså stoppet op og har set i hvert fald noget af en film. Det tal er provstiet meget tilfreds med, fortæller provstiskoordinator og tovholder på kampagnen Espen Bock Andersen. Han fortæller også, at de reaktioner, som provstiet har fået på kampagnen, har været positive, og at der har været overraskende få negative kommentarer på kampagnens facebookside ”Daabsgaven”.
Humor er et af virkemidlerne på facebooksiden ”Daabsgaven” – og det er effektivt, hvis man tænker sig om, mener Espen Bock Andersen:
- Jeg tænker, at det måske især for folkekirken kan være relevant at bruge humor i kommunikationen på facebook, da vi ofte er oppe i mod et billede af kirken som tør og kedelig. Man skal dog være meget bevidst om, hvordan man bruger humor, da det også er et af de virkemidler, der meget nemt kan misforstås.
Frederiksberg Provsti valgte at bruge facebook som medie, fordi de på facebook kunne få deres film ud til en meget snæver målgruppe, småbørnsforældre på Frederiksberg, for ganske få selvfinansierede midler. Det ville have kostet meget mere at nå de samme via avisannoncer, fortæller Espen Bock Andersen. På facebook hedder teknikken at ”booste” et opslag, og det betyder, at man betaler for, at facebook præsenterer et bestemt opslag for en målgruppe, som man selv kan bestemme.
Hvis man skal have fuld valuta for sine penge, er et dog vigtigt, at man bruger tid på at lave en god strategi for sin kampagne, mener Espen Bock Andersen:
- Vi gjorde os nogle grundige overvejelser i forhold til, hvordan målgruppen ser ud, hvilken tone det ville være godt at henvende sig i – og hvad den typiske diskussion er i forhold til, om man vil lade sit barn døbe. En del af forældrene har nogle relativt fastlåste billeder af, hvad kirken og dåb er. Derfor gik vi ret systematisk igennem rapporten ”Dåb eller ej?” fra Sydhavns Sogn (”Dåb eller ej. Rapport om småbørnsforældres til og fravalg af dåb” af Karen Marie Leth Nissen og Astrid Krabbe Trolle, red.), og vi har faktisk lavet filmene i forhold til mange af rapportens resultater. For eksempel det faktum, at mange forældre ikke lader deres barn døbe, fordi de ikke kan stå inden for alt det, de skal sige ja til i trosbekendelsen. Vi prøvede at sætte den diskussion i spil ved at lave en film om, hvad det betyder at sige ja til de forskellige ting.
En del af strategien for kampagnen var at skabe en god dialog og debat på Facebooksiden. Derfor sad en gruppe præster fra provstiet på skift klar ved tasterne, når en ny video blev lagt ud. Der var dog ikke så meget debat, som man havde håbet, men det betyder ikke nødvendigvis, at filmene ikke har skabt debat, påpeger Espen Bock Andersen. Man skal nemlig være opmærksom på, at størstedelen af de personer, der besøger Facebook, ikke kommenterer på opslag. Det vigtigste for Espen Bock Andersen er derfor også, at dialogen om dåb er blevet taget ude i hjemmene
- Vi ville lave nogle film, der blev set af rigtigt mange og som kom ud og blev en del af en dialog – helst mellem forældre, som overvejer dåb. Vi har fået tilbagemeldinger om flere, der har set facebooksiden, og som senere kommer til dåbssamtale med præsten, så der en effekt, men hvor stor den effekt lige er, er ekstremt svært at måle.